babymaskinen bliver større

Og så kan man jo undre sig over det, når der ikke er sket så meget den seneste tid.

Sandheden er, at der er helt utrolig mange emner at skrive om, og at alle sammen er lige vigtige. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvor jeg skulle starte og det var slet og ret frustrerende og en lille smule stressende. Jeg havde en del overvejelser, inden jeg startede babymaskinen, om hvorvidt jeg skulle gøre det her alene, eller om jeg skulle slå mig sammen med nogen, men “dengang” sov min dreng, Conrad, super meget og på helt faste tidspunkter, så der kunne jeg skrive en masse. Og så stoppede det, og rutiner blev en by i Rusland og tiden var ikke til at lægge alt til side og skrive om graviditetsgener, når det ikke var det, der fyldte i min egen hverdag. MEN, så kom jeg i tanke om min mega seje veninde, Mia, som også er fysioterapeut og som, ligesom jeg, er på barsel, og jeg ved bare at hun brænder for det samme som jeg, og kan være med til at gøre babymaskinen til det, jeg havde tænkt at den skulle være!


Mia er en af de sejeste jeg kender. Hun er god som dagen er lang og alligevel den sidste jeg ville stille mig op imod. Hun har meget af det samme og alligevel et lidt andet perspektiv og hun vil, ligesom jeg, skrive om livet med en baby, om træning og kost og ting, der har hjulpet hende gennem hendes graviditet og barsel. Nedenfor skriver hun lidt om sig selv, og hvorfor hun bare passer super godt ind i babymaskinen. Tag godt imod hende!

 

Mia Nadja Gad Olsen – Mor til Ramon, fysioterapeut og thaiboxer

Ja.. det opsummerer vist mig rimelig godt. Først og fremmest blev jeg mor til en søn (hvis navnet ikke skulle antyde det) i september sidste år. Jeg vil også komme lidt ind på det i mit første indlæg, men det har været lidt af en omvej. For jeg startede tidligt med at være skruk, for så at sætte det på pause til fordel for at kæmpe thaiboxing på eliteplan, og nu står jeg så med en søn og kunne ikke ønske mig det anderledes. Før jeg fik Ramon, kunne jeg ikke forestille mig, hvordan livet som mor ville blive, selvom jeg troede at jeg havde en ide. Nu kan jeg ikke forestille mig et liv uden.

Valget om at blive fysioterapeut har også været lang tid undervejs, og jeg blev først færdiguddannet sidste år – Jeg fandt faktisk ud af, at jeg var gravid under bacheloren, så der var ingen stor afslutningsfest til mig 😉 Som barn havde jeg kræft, og jeg var derfor sikker på, at jeg ville arbejde som sygeplejerske med kræftsyge børn, men det ændrede sig i forbindelse med en praktik som SOSU-assistent på anoreksiklinikken på Rigshospitalet, samt mine erfaringer med thaiboxing og skader, hvor jeg så hvor alsidigt fysioterapeuter kan arbejde. Det er pudsigt som livet pludselig kan tage en ny drejning, og med risiko for at gentage mig selv, så kan jeg ikke forestille mig, hvordan mit liv havde set ud, hvis det ikke havde taget den drejning.

Sidst men bestemt ikke mindst, så er jeg thaiboxer; og ja, du læste rigtigt, jeg ér thaiboxer – jeg går ikke kun til thaiboxing, men det er en del af min identitet. Før jeg fik Ramon kæmpede jeg på eliteplan, og det er bestemt mit mål at komme til at gøre det igen. Faktisk har jeg comeback omkring slutningen af året, så jeg er allerede så småt igang med forberedelserne til dette… og det er en større mundfuld med en lille knægt på snart 10 måneder. Måske der kommer et indlæg om det på et senere tidspunkt 🙂

Da Merle spurgte mig om jeg havde lyst til at hoppe med på vognen a.k.a. babymaskinen.dk blev jeg simpelthen så glad. Jeg havde længe gået og spekuleret på om jeg skulle starte en blog og/eller Instagram profil, og pludselig blev jeg overhalet indenom – og så lige præcis med den vinkel som jeg jo også havde haft i tankerne. Men som en klog mand engang sagde; “Det er tiden, ikke kammen, der gør os skaldede”. Og det kan han jo have ret i. Men nu er jeg altså med, og glæder mig til at byde ind med en masse af mine tanker, oplevelser og nørderier. For godt nok er vi begge mødre og fysioterapeuter med mange af de samme interesser, men bestemt også forskellige og heldigvis for det, for så har vi dobbelt så meget at byde på.

/Merle & Mia

Billede af Stine Tidsvilde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *