Bækkensmerter, bløde led og plukkeveer

Nogle graviditetsgener er andet og mere end “bare” hormoner. Nogle af generne kan være meget smertefulde og invaliderende, og hvis du lider af nogle af disse, bør du naturligvis søge professionel hjælp. Jeg døjede selv en del med bækkensmerter og plukkeveer og blev enormt frustreret, da smerterne afholdt mig fra at gøre mit arbejde i den sidste del af min graviditet.

 

Bækkensmerter og lændesmerter…

ikke bækkenløsning! Bevares, man kan godt få bækkenløsning, og i virkeligheden får næsten alle en slags bækkenløsning, for bækkenet skal give sig, for at der er plads til at baby kan komme ud gennem fødekanalen. Men hvis du får diagnosen bækkenløsning under din graviditet, betyder det at dit bækken giver sig alt for meget, for tidligt, og du vil være helt enormt invalideret. Du vil faktisk knap nok ikke kunne gå. Du kan derimod sagtens have bækkensmerter, hvilket også er helt normalt, og disse kan også gøre rigtig nas!

Din krop udskiller hormonerne relaxin og progesteron, som gør dine led bløde og eftergivelige, og som sørger for at dit bækken giver efter, for at gøre plads til at din baby kan være inde i maven i første omgang, og i næste omgang, at baby kan komme ud. Det vil hive og trække i dine ledbånd og dine muskler, når det hele giver sig, og din badebold af en mave trykker og presser på og kan gøre nogle stillinger rigtig ubehagelige. Hvis du har bækkensmerter bør du undgå følgende:

  • Vrid i kroppen
  • At sidde med det ene ben over det andet og i skrædderstilling
  • At hvile på ét ben stående
  • Foroverbøjninger
  • Lange skridt
  • Trappegang
  • Normal indstigning i bil – bak ind i bilen og før benene samlet ind

Det anbefales at aflaste sig, når man har bækkensmerter, men aflastning kan være mange ting. Det er vigtigt at træne din bækkenbund, dine dybe mavemuskler og dine balder så længe det er muligt. Du skal stadigvæk holde dig aktiv, men aflaste dig fra de ting, som er smertefulde. Dvs. hvis det er smertefuldt at tage trappen, så lad være med det, og tag elevatoren i stedet for! Lad være med at løbe, men gå en tur i stedet for, hvis du godt kan det. Eller tag cyklen for den sags skyld.

Hvis du lider af bækkensmerter, kan du læse mere om det på bækkensmerter.dk.

 

Ømme og bløde led

Dine led kan blive bløde og ømme under din graviditet. Bløde fordi din krop, som tidligere nævnt, frigiver hormonerne progesteron og relaxin, og ømme, fordi leddene giver sig og det trækker i dine muskler. Man kan især mærke det i bækkenet hvor presset er ekstra stort pga. den tunge mave; men også knæene og fødderne kan blive ekstra ømme. Det er derfor vigtigt at huske ordentligt fodtøj, hvor der både er plads til dine fødder, men altså også støtte til din svang! Selvom det er fristende at hoppe i et par klip-klapper, hvor du ikke skal bøje dig forover for at hjælpe dem på, er det at gøre dig selv en bjørnetjeneste, fordi dine fødder vil “splatte ud”. Man siger at gravide i gennemsnit vokser en skostørrelse under graviditeten, og det er simpelthen fordi dine fødder falder lidt sammen, så husk at passe på dem!

 

Plukkeveer

Det er svært at sige, hvad der er normalt, og hvad der ikke er, når det kommer til plukkeveer. Nogen mærker stort set ikke til dem, og nogen har 20-30 kraftige plukkeveer om dagen. Nogen kan arbejde igennem dem uden at de generer, og nogen bliver nødt til at standse op og holde pause under veen. Plukkeveer er øvelses-veer og alle får dem, hvad end man mærker dem eller ej. De er ufrivillige sammentrækninger af livmoderen, som har til opgave at blødgøre livmoderhalsen, så du kan blive klar til at føde. De kan komme og være der i et stykke tid, eller komme enkeltvis, men de vil altid stoppe igen, for ellers er de rigtige veer.

De kan komme, hvis du presser din krop for hårdt eller hvis du ligger helt afslappet i din seng, og de er derfor årsag til megen bekymring, fordi det er svært at sige præcis hvorfor de kommer, og det er svært for den gravide at vurdere præcis hvor voldsomme de må være, og hvor ofte de må være til stede. Det er altid en god idé at lytte efter din krop. I sjældne tilfælde kan dine plukkeveer nemlig modne livmoderhalsen for tidligt, så du går i tidlig fødsel. Det er derfor en god idé at tage kraftige plukkeveer som et tegn på at du skal tage den lidt med ro og evt. gå ned i tid på dit arbejde, hvis der er mulighed for det.

 

Som med de fleste graviditetsgener, er det vigtigt at holde dig fysisk aktiv så længe det er muligt. Dit fysiske aktivitetsniveau behøver dog ikke være en afgørende faktor for om hvorvidt du udvikler dine gener, men det kan udskyde selve processen og mindske dine smerter undervejs. Hvis du holder kroppen i gang, undgår at tage for meget på, og holder dig stærk, vil du både gøre forløbet undervejs og efter, nemmere.

Læs meget mere om træning til den gravide her. Og få inspiration til dit træningsprogram her.

/Merle

Litteratur

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *