Det motoriske barn – Sansemotorik

Vi kender det vel alle sammen – eller det gør jeg i hvert fald – den der lille tanke der, langsomt kommer snigende… ”Udvikler mit barn sig som det skal?”. For ja, der ér en hel masse udviklingstrin vores små guldklumper skal igennem, specielt det første leveår, men de kommer på forskellige tidspunkter. Og selvom du højst sandsynligt har både læst og hørt følgende sætning en million gange, så er der altså ingen børn der er ens. MEN, det afholder jo ikke vores evigt spekulerende moder- og ammehjerner fra at spekulere over selvsamme spørgsmål igen og igen … og igen. Og selvfølgelig kan der i visse tilfælde godt være hold i tankerne, hvorfor vi (eller rettere vores børn) heldigvis også har en sundhedsplejerske tilknyttet, der kommer med faste intervaller i den første levetid, således at lige præcis dette kan blive opdaget i tide.

I starten ligger din baby med bøjede arme og ben. Det er gennem samspil med jer, som forældre, at barnet udvikler sig. Barnet bruger alle sine sanser til at få erfaringer, som danner baggrund for dets videre udvikling. Som jeg også skrev i et opslag på Instagram om boldbassiner, så fungerer hjernen som en modtagerstation for alle sansepåvirkninger – dvs. fra alle organer, hud, led, muskler, balance, syn, hørelse, lugt og smag. Den nederste hjernedel sidder i forlængelse af rygsøjlen, hvor alle sanseindtrykkene fra hele kroppen samles. Sansemotorik er en bearbejdning af alle disse indtryk, som så sendes videre til fortolkning i de andre hjernedele, for at de kan blive samlet til en helhed, så kroppen kan få svar (kaldet sanseintegration) og til sidst sendes de rundt i kroppen med et svar til bevægelse/reaktion. Hvis denne del af hjernen ikke sorterer rigtigt, bliver der sendt forkerte informationer ud i kroppen og den vil derfor ikke fungere som forventet. Sansemotorik danner derfor grundlag for al kontrol af bevægelse, og er fundamentet for de færdigheder vores børn senere skal lære at mestre – og kan derfor også betegnes som grundmotorik.

I  den første tid med baby, sker der ikke så meget.. eller jo det gør der, bare ikke rent motorisk og i hvert fald ikke på lege fronten. Men det kommer stille og roligt i takt med at den lille purk får mere og mere kontrol over sine bevægelser. Det første år går udviklingen oppefra og ned. Det skal dog ikke hindre os som forældre i at give os i kast med at stimulere en masse – selvfølgelig uden at overstimulere .. Åh ja, det er et grænseland, men ”trial and error” som man siger 🙂 Børn lærer om deres kroppe og omgivelserne gennem sansemotorisk udfoldelse og bevægelse gennem leg – og i starten er selv et kys, et smilende ansigt eller din stemme samt berøring jo stimuli nok – efterhånden skal der lidt mere til. Målet er jo i sidste ende, at vores børn bliver så uafhængige og selvstændige i deres bevægelser som muligt. Der er dog nogle ting du kan være opmærksom på – og ikke mindst gøre – når du gerne vil støtte op om en god grundmotorik i forskellige situationer:

  • Hvis dit barn, når det er helt spæd, ligger lidt for passivt på ryggen, eller er lidt for tilfreds med selv at ligge og kigge uden at gøre så meget for at bevæge sig.
    • Du kan støtte og motivere dit barn til at kunne trille og ligge på maven. Det kan også være at han skal vækkes rent sansemæssigt, for at få lyst og energi – husk på alle de sanser jeg nævnte tidligere i indlægget, der er mange muligheder.
  • Hvis dit barn har svært ved at holde sit hoved og krop godt nok til at kunne sidde selv.
    • Du kan ligge dit barn så meget som muligt på maven, så han/hun kan blive stærkere over ryg og nakke. Dette er det bedste udgangspunkt for at lære at sidde stærkt og godt selv. Husk, at det godt kan være at han/hun kan sidde selv, men at det ikke er ensbetydende med at han/hun sidder med en god og sund holdning.
  • Hvis dit barn har lært at sidde selv, men kommer omkring ved at ”rumbe” sig frem på numsen eller en anden (mere eller mindre spøjs) måde.
    • Du kan stimulere og støtte til et mere hensigtsmæssigt bevægemønster, fx at komme omkring på gulvet ved at kravle. Dette kan gøres på mange måder, nogle eksempler kunne være at du (eller en større søskende) selv kravler rundt så han/hun kan observere bevægelsen. Det kunne også være at du ligger ham/hende på ryggen og holder på fødderne imens du faciliterer til at numsen løftes – eller laver en meget mild ”trillebør” hvor du holder ham/hende om brystkassen eller hoften og løfter ham op så han/hun selv støtter på armene – øvelserne styrker henholdsvis ben og arme, og ”trillebøren” kan ligeledes være med til at stimulere krydsbevægelsen der skal bruges når man kravler.

 

Husk på, at hvis du er i tvivl om hvorvidt dit barn udvikler sig som det skal, så kan du altid tage kontakt til sundhedsplejersken. Der er ikke nogen forkerte spørgsmål – og hun kan også være god for råd til måder at stimulere dit barn sansemotorisk 🙂

 

Litteratur:

Bog: Pædiatrisk Fysioterapi (sansemotorik og motorisk udvikling)

Folder: Sundhedsstyrelsen – Sunde Børn

http://www.sundhedstjenesten-egedal.dk/sundhedstjenesten/spaedboern/motorisk-udvikling

https://www.sansemotorik.net/hvad-er-sansemotorik/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *