Efterfødselsgener

Efterfødselsperioden begynder én time efter moderkagen er født, og varer omkring 6 uger – altså i teorien. I praksis er det selvfølgelig noget helt andet, og meget individuelt, hvor lang tid vi døjer med en “efterfødselskrop”. I de 6 uger vil kroppen omstille sig fra at være gravid til ikke at være gravid længere. Især denne periode efter fødslen kan være forbundet med fysiske og psykiske gener. Nedenfor vil vi forsøge at beskrive nogle af de mest almindelige og/eller mest trælse gener efter fødslen. Rigtig mange døjer med dem, og de er altså helt normale, men desværre er mange af dem tabu og derfor noget man selv må opdage som de kommer.

 

Blødning

Det er 100% normalt at du bløder efter fødslen. Blødningen kommer fra det sted i livmoderen hvor moderkagen har siddet fast. Den begrænses af efterveerne, der trækker livmoderen sammen og afklemmer alle de små kar som har forsynet moderkagen med blod igennem graviditeten. For at hjælpe livmoderen med at trække sig bedre sammen efter fødslen, tilbyder man som et forebyggende tiltag i Danmark, en indsprøjtning i lårmusklen med syntocinon lige efter fødslen. Blødning der minder om en meget kraftig menstruation er helt normalt i dagene efter en fødsel – også selvom der evt. kommer et par klumper med ud. Blødningen skal dog være aftagende hver dag, men der kan godt gå op til 6 uger før den er helt aftaget. I starten vil den være med frisk blod, og hen ad vejen vil den så ændre karakter og blive mørkere samt mere og mere brungulig (barselsflåd), for til sidst at være som udflåd med rød-brune spor. Du skal dog huske på, at du altid kan kontakte din læge, eller evt. 1813. Især hvis du bløder meget og kraftigt, og du ikke føler at blødningen mindskes – eller hvis klumperne er større end et æg – er det vigtigt at tage kontakt.

 

Efterveer

Lige som du troede at du var færdig med veer, skal du nu til at bide tænderne sammen igen.. *suk* Efter du har født vil du højst sandsynligt opleve at have efterveer – nogle oplever dem værre end andre, og flergangsfødende vil ofte opleve dem kraftigere end førstegangsfødende. Under amning frigives hormonet oxytocin, som er med til at få livmoderen til at trække sig sammen og af samme årsag kan du ofte opleve at efterveerne overrasker dig her. Efterveerne er som sagt med til at trække livmoderen sammen, og da den går fra at være omkring navlehøjde til at skulle tilbage til sin normale størrelse under skambenet, kræves der trods alt en del arbejde. Du kan godt tage panodil for at afhjælpe smerterne lidt, og for nogle kan en varmepude gøre store underværker. Derudover er der desværre ikke så meget at gøre ved efterveer, men du kan trods alt trøste dig med, at hver gang de er der, så trækker din livmoder sig yderligere sammen – ergo det samme gør din mave.

 

Underlivsbetændelse

En underlivsbetændelse ses hos mellem 2-8% af alle kvinder der har født – risikoen er højere hvis du har født ved kejsersnit end hvis du har født vaginalt. Betændelsen skyldes at bakterier eller andre mikroorganismer i forbindelse med fødslen transporteres ind i livmoderhulen, hvorfra de kan sprede sig videre ud i æggeledere, æggestokke og i værste fald til bughulen. Dette er også grunden til at risikoen er større ved kejsersnit, da livmoderhulen åbnes gennem huden og bakterier derfor lettere trænger ind. Andre risikofaktorer er en langvarig fødsel (+12 timer), for tidlig vandafgang, moderkage rester i livmoderen eller skader (rifter) på livmoderhalsen eller skedevæggen. Feber er det mest fremtrædende symptom. Diagnosen stilles ved en gynækologisk undersøgelse, og behandling sker med antibiotika.

 

Depression

Omkring 6 % af alle gravide og fødende får en fødselsdepression. Den kan altså komme både under og efter graviditeten og symptomerne vil ofte være de samme som ved en almindelig depression. Disse er:

  • Nedtrykthed
  • Gråd
  • Mangel på evne til at glæde sig
  • Søvnløshed
  • Træthed
  • Nedsat appetit
  • Selvmordstanker
  • Hukommelses- og koncentrationsbesvær

Dog behøver du ikke at have en fødselsdepression bare fordi du har nogle af disse symptomer, da de fleste af symptomerne er helt naturlige, når du er blevet mor (eller far). Det er naturligt at blive trist, fordi du også er rigtig træt og garanteret har lidt ondt efter fødslen af den ene eller anden grund. Det er fuldkommen naturligt at græde og ikke kunne styre dine følelser, fordi hormonerne mildest talt VÆLTER rundt i din krop. Det siger sig selv at søvnløshed er naturligt. Og det kan både være fordi din baby holder dig vågen, eller fordi du konstant lytter efter din babys vejrtrækning fordi alting er for godt til at være sandt. Deraf kommer trætheden! Appetitten kan også være meget svingende pga hormonerne, og måske er der ikke samme tid som før til at sidde og smovse og kede sig, som nogle gør i den sidste del af graviditeten. Men hvis nogle af disse symptomer er særligt voldsomme hos dig, eller du går rundt og ikke kan finde glæden i noget og har selvmordstanker, skal du selvfølgelig søge hjælp! For der ER hjælp at hente!

 

Skade på bækkenbund

Tyngdefornemmelse, hævelse og smerter i underlivet, smerter ved at sidde ned, lændesmerter, smerter ved halebenet, svært ved at holde på vandet, luft eller afføring eller smerter ved samleje – kan betyde at du har en skade på din bækkenbund, som derfor skal genoptrænes ved en fysioterapeut. Her gerne en GynObs fysioterapeut, som er ekspert i graviditets og efterfødselsgener.

 

Lidt om 8 ugers undersøgelsen

Otte uger efter din fødsel vil du blive tilbudt et besøg hos din praktiserende læge. Her får du en helbredsundersøgelse og en samtale, for at vurdere hvordan din psyke og fysik har det efter fødslen. Der vil også bliver snakket om prævention efter fødslen samt amning og seksualitet, hvis du ønsker det. Din læge vil lave en gynækologisk undersøgelse, hvor din bækkenbundsmuskulatur bliver undersøgt og du bliver bedt om at knibe sammen. Hvis ikke, vil du bliver henvist til en fysioterapeut. Din læge vil evt. tage en celleprøve fra din livmoderhals, hvis dette ikke er blevet gjort lige inden efter under graviditeten. Prøven undersøges om der er hormonforandringer i din livmoderhals.

 

/Merle & Mia

 

Litteraturliste

http://spørgjordemoderen.dk/efterfoedselsgener/

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/graviditet/sygdomme/efter-foedslen/kontrol-efter-foedsel-postpartum-kontrol/

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/graviditet/sygdomme/foedsel/foedselsdepression/

http://www.psykiatrifonden.dk/viden/diagnoser/depression/foedselsdepression.aspx

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/graviditet/sygdomme/efter-foedslen/barselsfeber/

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/kvindesygdomme/sygdomme/infektioner/akut-underlivsbetaendelse/

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/graviditet/sygdomme/efter-foedslen/barselsperioden/

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/graviditet/symptomtjekker/bloedning-efter-foedsel/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *