Fin- og grovmotorik

Hvad er det nu lige forskellen er – og hvad kan man bruge den viden til?

Umiddelbart så har de fleste en eller anden ide om hvad fin- og grovmotorik er. Finmotorik er noget med at samle ærter op med pincetgrebet, og grovmotorik er at kunne kravle og gå.. eller hvad? Det er i hvert fald den meget korte version – og nogle gange kan det faktisk være ret nyttigt at kende de mere specifikke forskelle, samt hvad du kan gøre for at hjælpe dit barn på vej i sin udvikling.

 

For at tale om fin- og grovmotorik, så er man også nød til at tale om grundmotorik og grundbevægelser. Det at have en god grundmotorik er en forudsætning for at kunne udvikle grundbevægelserne. Det er nemlig ud fra dem, at børn opnår ressourcerne til at interagere med andre børn i forskellige sammenhænge. Grundbevægelserne er bl.a. det at kunne; kravle, gå, skubbe, trække, hoppe, klatre, balancere osv. Det er selvfølgelig vigtigt at huske på, at børn udvikler sig i forskelligt tempo, hvorfor der også vil være forholdsvis store aldersmæssige udsving.

Her kan du læse mere om barnets udvikling fra 0-12 måneder.

 

Fin- og grovmotorik

Hvis vi så går lidt i dybden, kan vi begynde at snakke om henholdsvis finmotorik og grovmotorik.

 

Finmotorik er motoriske handlinger, som kun styres af ganske få muskelfibre, til at udføre præcise bevægelser. På trods af at der kun involveres få muskler, fx hånd- og fodmusklerne, kræves der stor præcision samt teknik. Finmotoriske bevægelser består bl.a. af:

  • Evnen til at manipulere med en genstand – fx at bruge en ske, bygge med klodser, tegne m.v.
  • Evnen til at få øje og hånd til at samarbejde om en opgave (øje-hånd-koordination) – fx at gribe om noget.
  • Evnen til at bruge begge hænder samtidig til en given opgave (bilateral koordination) – fx at knappe knapper, bruge kniv og gaffel m.v.
  • Hånddominans – kort sagt, om vi er højre- eller venstrehåndede

 

Grovmotorik er hjernens styring af de store muskelgrupper – ryg, nakke, bryst, mave, ben og arme. Det handler ikke kun om hvorvidt du kan udføre selve grundbevægelsen, som fx at gå, men også om hvor flydende eller omskiftelige vores bevægelser er. Ligeledes er den af afgørende betydning for samspillet mellem bevægelserne, omgivelserne og andre personer omkring os.

Grovmotoriske bevægelser består af:

  • Koordinering af kropspositionen – fx at sætte sig på hug (statisk) eller bruge armene som en flyvemaskine (bevægelse).
  • Fysiske handlinger der er afhængige af store muskelbevægelser – fx at hoppe, kaste eller skubbe.
  • Funktionel mobilitet, som er mønsteret i at bevæge sig selv fra et sted til et andet – fx at gå, løbe, klatre og kravle.

 

Årsagen til at det er så vigtigt at vi tumler med vores børn, motiverer dem til bruge deres hænder osv., er at fin- og grovmotorikken er super afhængige af, at barnets sanser er velintegrerede. Børn der ikke får brugt og udfordret deres sanser, får problemer med at handle hensigtsmæssigt på dem. For at man kan handle hensigtsmæssigt, er man nemlig først nød til at opfatte sanseindtryk – dernæst afkode dem – så samordne dem – og først der kan man handle hensigtsmæssigt.

 

Udfordringer

Børn der har problemer med motorikken, kan bl.a. have problemer med nedenstående:

Finmotorik

  • Af- og påklædning – fx knappe og lyne
  • Bilateral koordination – fx bruge kniv og gaffel
  • Manglende hånddominans
  • Pincetgreb – fx at tegne, samle mindre genstande op
  • Mangelfuld ansigtsmimik
  • Konstruktionslege – fx at bygge med klodser

Grovmotorik

  • Grundbevægelser der er besværede og ikke automatiserede – fx klodset gang eller løb pga. manglende rytme
  • Koordinering og afstandsbedømmelse – fx kaste og gribe en bold
  • Springer over (eller forsinket) krybe- og kravlestadie
  • Balance
  • Virker klodset – fx taber ting og snubler
  • Bedømmelse af afstande, hastigheder og retninger

 

Det er jo ikke sådan, at du skal blive bekymret hvis du kan sætte X ved enkelte af ovenstående punkter. Men hvis du er bekymret, er det altid en god ide at opsøge en professionel – og er det indenfor de første 12 måneder, så kan du altid kontakte sundhedsplejersken.

Derudover er det altså super inspirerende at gå til børnerytmik, børnesvømning eller andre lignende hold. Det har det i hvert fald været for mig. Og det var sjovt at se hvordan Ramon udviklede sig fra gang til gang, samtidig med at jeg fik inspiration til hvordan jeg kunne stimulere og lege med ham.

 

Litteratur:

Pædiatrisk Fysioterapi (bog)

https://vpt.dk/dagtilbud/vaerd-vide-om-motorik-perception-og-motivation

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *