Kontaktsport som gravid

Jeg har altid haft en eller anden idé om, at jeg ikke skulle være mor for sent; gerne omkring de 27 (ikke fordi det er sent som 31 årig :)), og jeg var i en lang periode ret skruk. Siden jeg mødte min kæreste, for nu lidt over 12 år siden, har jeg trænet kampsport. Jeg mødte ham faktisk gennem thaiboxing. Men efter vi havde været en tur i Thailand, skete der et eller andet. Jeg fik et behov for at prøve at kæmpe og det ændrede godt nok lidt på projekt baby for en periode. Jeg gik all-in på thaiboxing, sammen med min kæreste, og det var en form for fælles projekt, hvor vi blandt andet rejste til Thailand hvert år i trænings øjemed og både deltog ved DM og VM.

Men så begyndte årene alligevel at tikke, og hvornår-skal-vi-lave-en-baby-snakken dukkede på en eller anden måde oftere og oftere op. Og pludselig skete det. Vi havde godt nok smidt præventionen, men fra det var gjort, til de famøse 2-streger dukkede op, gik der ikke mere end 3 måneder…

SHIT! Ja, det tænkte jeg altså, for hvad skulle jeg nu stille op med min træning? Heldigvis ved jeg, som fysioterapeut, en del om træning, og ligeledes hvor positivt det er under graviditeten. Men når man, som jeg, elsker at nørde, og nu havde ”projekt gravid”, og alt hvad dertil hører, at sætte mig ind i, så støder man ofte på ordet kontaktsport – og i dette tilfælde er det lidt et fy-ord.

Det var meget vigtigt for mig, at min jordemoder havde forståelse for mit behov for at fortsætte med at træne – også selvom jeg træner en kontaktsport, som i nogens øjne kan fremstå meget brutal. Og der er da også både slag, spark, knæ og albuer, men det er under helt ordnede forhold, hvor der i min situation blev taget 100% hensyn til min graviditet. Jeg blev da også ovenud lykkelig, da jeg ikke fik det der ”Er-du-nu-sikker-på-at-det-er-en-god-ide” blik fra hende, og hun, i stedet for at spørge ind til, hvorvidt jeg nu undgik spark til maven, sagde at det var skønt for mig, at jeg rent faktisk kunne træne – til forskel for så mange andre gravide, som lider under graviditetsgener.

Ofte kiggede folk meget mistroisk på mig, når jeg sagde, at jeg stadigvæk trænede thaiboxing under graviditeten. Jeg hørte hele tiden mig selv sige; ”Jeg er selvfølgelig forsigtig, og sørger for at der hverken sker mig eller maven noget”. Og selvfølgelig gjorde jeg det, hvorfor skulle jeg gøre andet? Hvis der var nogen, der for alt i verden ville undgå at der skete noget med vores kommende baby, så var det da om nogen mig.

Ud over fagpersoner jeg mødte i forbindelse med graviditeten, var det især venner og familie som lige blinkede en ekstra gang, når jeg sagde at jeg stadigvæk trænede. Og jeg kan da et eller andet sted også godt sætte mig ind i det, for hvis man kun kender til sporten gennem medierne eller måske har set en kamp, da man var i Thailand, så ser det også voldsomt ud. Helt modsat var det med mine klubkammerater, som jeg fik stor anerkendelse fra, hvilket betød alverden – for de kender sporten, og ved at det kræver sin ’kvinde’ at træne som gravid, men også at det på ingen måde behøver at være farligt for hverken mig eller baby.

Selve træningen som gravid var til tider en udfordring, selvfølgelig fysisk, men også mentalt, fordi jeg ikke kunne alt det som jeg normalt kunne. Ud over det åbenlyse, som fx mavebøjninger, armbøjninger osv. som bare ikke giver mening med en stor bule på maven, så kunne jeg ikke rigtig sparre, hvilket jeg elsker. Til de uindviede, så er sparring en simuleret form for kamp, hvor man med beskyttelse i form af tandbeskytter, handsker, benskinner og evt. hjelm samt knæbeskyttere, bruger de teknikker, man har lært. Og her kan man altså ikke beskytte maven med et mavebælte.

Heldigvis var min kæreste med hele vejen, da han jo også træner thaiboxing, og vi stod derfor næsten altid sammen, da jeg 100% stoler på ham, og ved hvor dygtig teknisk han er. Så mine træninger blev, trods alle udfordringerne undervejs, en god blanding af det hele. Og for at det ikke skal være løgn, så gik vandet – som var det i en Hollywood film – midt under en træning og efter knap 2 døgn kom vores velskabte søn.

/Mia

Billede af Stine Tidsvilde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *