Opskrift på lækker 2-i-1 grød – Morgenmad og mellemmåltid

Hvordan er det lige man finder tiden til at sørge for mad til poden der både er lækker, smagfuld, sund og helst også gerne varieret, når man står i en hverdag med amning, lortebleer og et hjem der ikke rydder sig selv op? Og var det ikke noget med at DU også skulle have mad for at leve?

 

Det der med at finde tiden til at lave sund og lækker mad er til tider en by i Rusland. Eller det er det i hvert fald for mit vedkommende. Nu er jeg så privilegeret at have en kæreste, som elsker at lave mad og hvad jeg skulle gøre uden ham ved jeg simpelthen ikke. Det er dog primært aftensmaden han sørger for, da han har forholdsvis sent fri. Ergo er der jo stadigvæk dagstimerne, hvor jeg skal sørge for at Ramon får det hans lille glubske krop har brug for. Og det må jeg altså sige godt kan være lidt af en udfordring nogle gange. Især fordi han jo helst gerne skal have sund og næringsrig mad, som også gerne må smage godt og ikke bare ryge på gulvet (suk).. og det gør madderne med leverpostej og lignende altså pt.

 

Morgenmad & mellemåltider

I lang tid har Ramon fået havregrød til morgenmad, hvilket han syntes fint tilfreds med. Har dog tænkt ved mig selv, at den nok godt kunne gøres lidt mere spændende. Måske ligefrem spændende nok til at jeg også gad spise den. For at gøre en lang historie kort, kom min mor en dag forbi med en portion grød fra arbejdet, der var i overskud. Til info arbejder hun som madmor i en integreret institution. Den smagte sindssygt godt, og helt sikkert noget jeg kunne se mig selv spise om morgenen sammen med Ramon.

Så var det jeg en dag for et par uger siden stod med gårsdagens overskud af risengrød – som skulle bruges til klatkager – og tænkte om man i bund og grund ikke kunne gøre det samme med morgengrøden. Altså lave den til sunde klatkager, som så kunne bruges som enten snack eller et godt mellemmåltid. Og jo, det kunne den. Tilmed nogle ret så lækre nogle af slagsen (i hvert fald hvis du spørger Ramon og min kæreste) – på trods af tilførslen af grøntsager.

 

Nu skal jeg ikke blæse det op til mere end det er. Men den (læs: grøden) har virkelig gjort det lettere for mig i hverdagen. Jeg laver en tredobbelt portion grød hver morgen. Den 1/3 der er til overs stiller jeg så i køleskabet indtil senere, hvor jeg bruger den til klatkager. Så nu giver jeg opskriften videre, i håb om at du også kan få en lidt lettere hverdag. Eller måske bare en hverdag hvor du starter dagen med et godt og nærende morgenmåltid sammen med dit barn.

Opskrift

Grød (1 portion)

  • 1 del (1 dl) grovvalsede havregryn
  • 2 dele (2 dl) væske – personligt bruger jeg 1 del letmælk (Ramon er 14 måneder) og 1 del vand
  • 1 lille groft revet æble
  • 5 finthakkede mandler
  • 1 spsk. kokos
  • 1/3 tsk. Vaniljesukker – du kan også bruge ægte vanilje, hvis du helt vil undgå sukker
  • 1 knivspids salt

 

Jeg anbefaler at koge grøden i en gryde eller kasserolle, da jeg personligt ikke syntes denne grød bliver god i en mikroovn.

Vil du lave en tredobbelt portion, så behøver du ikke at gange det hele op med 3. Fx bruger jeg ofte kun 1-2 æbler, og resten smager jeg til.

N.B. Det skal siges, at du i bund og grund kan putte næsten hvad som helst i grøden efter smag.

 

Klatkager

  • 1 portion grød
  • 2 æg
  • 1 fintrevet gulerod, squash eller anden forholdsvis tør grøntsag
  • Smør til stegning

 

Sørg for at panden er godt varm inden du kommer grød-dejen på, og vent med at vende indtil undersiden er flot gylden.

N.B. Da det ikke er pandekager (ift. størrelse), så kan du alt efter din pandes størrelse godt lave 2-3 klatkager på samme tid.

 

Rigtig god fornøjelse – og lad os endelig vide hvis du finder frem til en anden version af grøden/klatkagen 🙂 Husk vi også har andre opskrifter, som du kan finde her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *