Spontan ulykke

For lidt over en måned siden opdagede jeg, at jeg var gravid

Vi er lige flyttet i hus i Vallensbæk. Væk fra min familie og tættere på min kærestes. Min kærestes dreng er startet i skole inde i byen og Conrad er startet i vuggestue her. Jeg selv har sagt mit tidligere arbejde op, og skulle starte på et nyt arbejde den 1. november uden at have underskrevet den nye kontrakt endnu. Og så var der pludselig to streger på en graviditetstest – en test jeg udelukkende tog som sikkerhed.

Vi havde lige aftalt to dage forinden at vi skulle kontakte vores nye læge omkring en mere permanent form for prævention. Vi var nemlig enige om at vi gerne ville vente et år eller to med at få et barn til. Men testen var positiv, og min verden væltede. Jeg var både overrasket og glad over at være gravid igen, men også forvirret og træt af det. Tidspunktet passede rigtig dårligt og det kunne potientielt blive sindssygt hårdt.

Vi talte om det i nogle dage, for det var vigtigt at vi blev enige om, hvad vi gjorde. Vi talte med vores forældre om det, fordi deres opbakning betød enormt meget. Lad os bare sige at den ene side synes at det var fantastisk, og den anden var enormt kritisk. Det var gjorde intet nemmere og det var helt vildt hårdt at skulle kæmpe med det oveni! Men vi besluttede at beholde det, og vi var glade over vores beslutning, for der er ikke noget mere fantastisk end at skabe et liv og en familie sammen. Jeg har elsket min barsel og mine børn, og jeg vil elske det næste også.

Vi begyndte for alvor at forberede os på en lille ny

Vi snakkede økonomi og barsel. Hvordan ville drengene mon reagere på en ny søskende, og hvordan sørgede vi for at få tid nok til hinanden. Vi snakkede om, hvem der skulle være gudforældre, hvor barnedåben skulle holdes, og mon det blev en lille Anna eller en lille Thor. Men det måtte vi vente og se til jeg fødte, for det hele skulle være en overraskelse, som det havde været indtil nu.
Vi var lykkelige sammen. Og ikke mindst lykkelige over at få den mulighed at få et barn til så hurtigt og så et lille sommerbarn endda. Vi nåede lige at fortælle vores søskende det, før jeg begyndte at bløde.

Lykken brast

Først var det gammelt blod. Men jeg læste at det var normalt at bløde i den periode, man ellers ville have haft menstruation. Og så tog det til. Frisk blod og masser af det, og jeg vidste at der ikke var noget at gøre.

Jeg tog til lægen og “ja livmoderhalsen er åben, og du er i gang med at abortere” og min verden brast. Hun spurgte flere gange om jeg var okay, og jeg svarede ja, helt koldt og følelsesløst.

Da vi satte os i bilen, brød jeg sammen.

Det havde ikke været nogen nem beslutning at beholde barnet. Men den var truffet, og vi var så glade, og så splintredes drømmen i tusinde stykker.
Jeg følte, at det var min skyld. Et kort øjeblik – da jeg lige havde opdaget, at jeg var gravid, og så hvor svært det kunne blive, ønskede jeg at det bare ville gå i sig selv. Så skulle jeg nemlig ikke selv tage stilling til det længere. Jeg følte mig som den dårligste person i verden, fordi jeg havde ønsket det og nu var det sket. Og hvis ikke det var pga. mit ønske, måtte det jo være mig og mit underliv, der var noget galt med.
Det er det ikke, og det ved jeg også godt, men sådan føles det ikke desto mindre. Og man føler sig tom og magtesløs.

For en god ordens skyld, bliver man sendt hen for at få taget blodprøve efter en abort. Dette for at sikre sig at hormonniveauet falder som det skal. Så det skulle jeg naturligvis også.

Da svaret på prøverne lå klar hos lægen, blev jeg ringet op. Hun lød bekymret og sagde så at tallene var steget og der var mistanke om en graviditet udenfor livmoderen. Bedst som jeg lige havde forsøgt at komme videre, blev jeg trukket tilbage i PUL-regi og mindet om, at jeg havde aborteret, og at noget var galt. Jeg gik til undersøgelser over tre uger med ultralydsscanning 4 gange og blodprøver 7 gange. Det endte til sidst med en udskrabning forrige søndag i fuld narkose, og en sygedag om mandagen, hvor jeg måtte fortælle det hele til mit nye arbejde. :'(

Og hvad kan I så bruge min fortælling til?

Men i forbindelse med, og efter alt det her, er det er gået sådan for os, er fordi der er rigtig mange, som mister en graviditet, men meget få, som italesætter det. Der er om muligt endnu flere, som har svært ved at blive gravide. Jeg kender til en vennegruppe, hvor 3 ud af 5 par har forsøgt at blive gravide i over et år, og de er alle i midten af 20’erne.

Så har de i det mindste hinanden at tale om det med, kunne man tænke.

Men problemet er bare, at det gør de ikke. De taler ikke sammen, fordi de alle er flove over det og føler det som et kæmpe nederlag ikke at kunne blive gravide. Og som min veninde, som selv forsøger at blive gravid, sagde: “Jeg hører jo kun om folk, der er blevet gravide i første hug, eller som bliver gravid uden overhovedet at prøve.” Og det er da sindssygt uretfærdigt at det skal være sådan, når det ikke er sådan virkeligheden forholder sig.

De hårde facts

Faktum er at:

  • 8-10 % af alle par i den fødedygtige alder er barnløse (har forsøgt at blive gravide naturligt i mere end 1 år)
  • 30-40 % af tilfælde med barnløshed skyldes problemer med det kvindelige reproduktive system
  • 10-30 % af tilfælde med barnløshed skyldes problemer med det mandlige reproduktive system
  • 5-10 % er barnløse af uforklarlige årsager
  • Normalt fertile har 25 % chance for at blive gravide inden for en normal menstruationscyklus
  • Barnløse par kan ligeså havd 25 % chance for at opnå graviditet med den rette behandling

Risikofaktorer,  som kan påvirke faciliteten hos både mænd og kvinder:

  • Alder: Især kvinder over 40 år, kan have svært ved at blive gravide
  • Depression og stress
  • Seksuelt overførte sygdomme
  • Rygning
  • Alkohol
  • Overvægt
  • Undervægt

Jeg var helt vildt ked af at skulle meddele overfor folk, at jeg ikke var gravid alligevel, når nu jeg lige havde fortalt om graviditeten. Men efterfølgende har jeg haft rigtig godt af at dele tabet, fordi folk har mere forståelse for det, end man lige skulle tro. Mange har prøvet det selv, eller kender nogen, som har, og det får én til at føle sig mindre alene og ikke mindst mindre forkert. Så husk at tale med hinanden om det. Og husk at det er normalt, og at der er en årsag til at barnet lader vente på sig. Og husk at man kan få hjælp og have lige så gode muligheder for graviditet som alle andre <3

/Merle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *